En grossist producerer i de fleste tilfælde kun lidt selv. Den største del af omsætningen kommer fra varer, der bliver indkøbt, opbevaret og videresolgt. Det ændrer arten af bæredygtighedsdata fuldstændigt i forhold til en fabrik. Der er ingen produktionsproces at måle, ingen maskinpark med energiforbrug, der udgør kernen af rapporteringen. I stedet handler det om to ting: hvad der bevæger sig gennem bygningen (transport, opbevaring, emballage) og hvad der sker i kæden før døren (produktionen hos leverandører, ofte i andre lande). For en grossist ligger de tungeste emissioner næsten altid ved de indkøbte produkter selv, ikke ved den egen drift. Det gør den egen scope 1 og 2 relativt begrænset, og scope 3 forholdsmæssigt desto større og sværere at fylde.
Den fysiske fodaftryk af en grossist koncentrerer sig i distributionscentret: energiforbrug fra køling, belysning, ladestandere til vognparken, og brændstofforbruget fra egne eller lejede lastbiler. Disse data kan ofte findes, men ikke altid på ét sted. Facility management administrerer energifakturaerne for bygningen, transportafdelingen administrerer kilometer og brændstofkvitteringer (eller lader det være en logistikleverandørs opgave), og vognparkansvarlig har igen sin egen registrering af leasingkontrakter og forbrug. Den, der vil rapportere for egen transport og opbevaring, skal derfor konsultere mindst tre afdelinger, som hver holder styr på en del af det samme billede, uden at der findes ét samlet overblik over hvilke ture, hvilke køretøjer og hvilke energistrømme der hører sammen.
Den største del af en grossists bæredygtighedsdata befinder sig ikke i den egen virksomhed, men hos leverandørerne. Det kan være hundredvis af parter, spredt over forskellige lande, hver med et forskelligt niveau af rapporteringsmodenhed. Nogle leverandører leverer en CO2-værdi pr. produkt, andre giver kun en vægt og et oprindelsesland, og igen andre giver ingenting. Denne information kommer ind via indkøbskontrakter, ordrebekræftelser, e-mails og til tider en løs Excel-fil, som en leverandør engang har sendt. Der findes sjældent et system, hvor det pr. produkt eller pr. leverandør registreres, hvilke bæredygtighedsdata der er tilgængelige, hvem der har leveret dem, og hvor gamle de er. Uden dette overblik er det ikke muligt at se, hvilken del af indkøbet der faktisk er dækket med brugbare tal, og hvilken del der må falde tilbage på et skøn eller en generisk sektorfaktor.
WMS'et (warehouse management system) og ERP-systemet hos en grossist er indrettet til volumener, lokationer og gennemløbstider, ikke til bæredygtighedskarakteristika. En artikel har dér et SKU, en vægt og en leverandør, men sjældent en tilknyttet CO2-værdi eller en materialesammensætning. Den, der vil kombinere denne information, skal koble produktfilen fra ERP-systemet til en løs fil med leverandørdata, som til gengæld regelmæssigt bliver opdateret, uden at det er klart, hvilken version der er den nyeste. Hos grossister med et bredt sortiment vokser dette hurtigt til tusindvis af artikellinjer, der skal limes sammen manuelt eller via en sårbar kobling, hver gang på ny ved hver rapporteringsperiode.
Grossister, der indkøber internationalt, har endnu et lag data ovenpå: import- og toldoplysninger om oprindelse og transportform (søfragt, luftfragt, vejtransport), som er relevante for beregningen af transportemissioner, men som som regel administreres af en logistik- eller customs-afdeling, der ikke er vant til bæredygtighedsspørgsmål. Derudover er emballage et gennemgående punkt: materialet og vægten af kasser, paller og folie holdes ofte styr på til brug for kostberegning, ikke til miljørapportering, hvorved enhederne og definitionerne ikke passer til det, en bæredygtighedsrapport har brug for. Og hos grossister med egen leveringsservice kommer den sidste kilometer til kunden yderligere oveni, med egne rute- og køretøjsdata, der står løst i forhold til resten.
Kombinationen af en begrænset egen drift og en tung, fragmenteret kæde uden for virksomheden er det, som adskiller en grossist fra for eksempel bæredygtighedsdata i fremstillingsindustrien, hvor det netop er de egne produktionsprocesser, der udgør hovedparten, eller fra bæredygtighedsdata i detailhandlen, hvor butiksgulvet og forbrugeren tilføjer et ekstra lag. Grossister, der selv også organiserer transport, vil desuden genkende meget i bæredygtighedsdata i transportsektoren, hvor kilometer, brændstof og køretøjsdata ligeledes er spredt over flere systemer og parter. Et godt udgangspunkt er derfor ikke et værktøj, der skal samle alt, men et register, hvor det pr. datapunkt fremgår, hvor det kommer fra, hvem der har ansvaret for det, og hvor aktuelt det er, så det bliver klart, hvilken del af kæden der allerede er dækket, og hvilken del der stadig er et skøn.
Så snart dette overblik findes, opstår også et billede af, hvor meget af dette indsamlings- og koblingsarbejde der sker gentagne gange og manuelt, fra at gennemgå leverandørmails til at samle Excel-filer. Det er præcis den type arbejde, hvor arbejdsscanningen fra FTE TO AI pr. opgave beregner, hvilken del af det der kan overtages af AI, så det bliver klart, hvor mennesker bruger tid på arbejde, der kan indrettes mere systematisk.
Vraag maar waar een datapunt vandaan komt. Dat is meestal de hele vraag.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.