Kennisbank

Hvem ejer kontrollen over et bæredygtighedsdatapunkt

Bag hvert tal i en bæredygtighedsrapport står en kontrol: en regel der afgør om et datapunkt er korrekt, før det går videre. Nogen skal forvalte den regel. Nogen skal kontrollere om kilden stadig stemmer, om definitionen stadig gælder, om resultatet stadig er logisk. Spørgsmålet "hvem ejer kontrollen" lyder teknisk, men er i praksis det spørgsmål der oftest forbliver ubesvaret.

Hvad en kontrol egentlig er

En kontrol er ikke en rapporteringslinje og ikke et afkrydsningsfelt i en tjekliste. Det er den aftale der fastlægger: dette datapunkt kommer fra den kilde, beregnes på den måde, og bliver kontrolleret af den person eller det system, før det anses for troværdigt. Uden den aftale er et tal et resultat af en proces som ingen kan rekonstruere.

I praksis opstår kontroller ofte tilfældigt. Nogen i finans sætter en formel ind i et regneark, nogen i sustainability tilføjer en værdi, og efter et par rapporteringscyklusser ved ingen længere hvorfor kontrollen ligger dér, eller hvem der stadig justerer den hvis kilden ændrer sig. Kontrollen findes, men ejerskabet over den er undervejs gået tabt.

Hvorfor ejerskab af kontrollen ikke opstår af sig selv

Ved finansielle tal er ejeren af en kontrol som regel klar: en controller, en procesejer inden for finans, et fastlagt ansvar. Ved bæredygtighedsdata er det sjældent organiseret på den måde. Data kommer fra flere hjørner — energiforbrug fra facility, personaletal fra HR, kædeoplysninger fra indkøb — og hvert hjørne har sine egne vaner omkring kontrol, eller ingen vaner.

Det fører til en skæv fordeling: nogle datapunkter er stærkt kontrolleret fordi de også er vigtige til andre formål, og en stor del af resten løber uden fast kontrol. Rapporten viser dem alle med samme skinbarlige sikkerhed, mens den underliggende kontrol varierer meget. I en gruppe med flere enheder bliver denne forskel større: hvem ejer processen bagved i en gruppe med flere enheder er et andet spørgsmål end hvem der ejer kontrollen på gruppeniveau, og begge svar kan modsige hinanden uden at nogen bemærker det.

Hvad der sker når ingen ejer kontrollen

Hvis ingen ejer kontrollen, bliver kontrollen erstattet af vane. Tallet overtages som sidste år, formlen kopieres, kilden antages at være korrekt fordi den også var korrekt sidste år. Det virker indtil kilden ændrer sig — et nyt system, en anden leverandør, en ændret måleenhed — og ingen bemærker det, fordi ingen var ansvarlig for at bemærke det.

Konsekvenserne er ikke altid synlige i selve rapporten. Rapporten fortsætter med at se velplejet ud. Problemet ligger i det der sker ved forespørgsel: en revisor, en tilsynsmyndighed eller en intern auditor spørger til et tals oprindelse, og der er ikke noget svar der går videre end "det står sådan i systemet". Det er det øjeblik hvor det manglende ejerskab bliver synligt, som regel for sent til at kunne gøre noget ved det for den rapporteringsperiode. Hvad man gør i det øjeblik er et andet spørgsmål — hvad man gør når ingen er ejer går videre ind i det — men kernen er at problemet allerede opstod tidligere, ved indretningen af kontrollen.

Tildeling af kontrollen er ikke en formalitet

At tildele en kontrol til en ejer er ikke at udfylde et navn i et ark. Det betyder at nogen har beføjelsen og kendskabet til at bedømme om et datapunkt er korrekt, hvad man gør hvis det ikke er korrekt, og hvem der skal informeres hvis kilden ændrer sig. I grupper med flere enheder kommer der et ekstra lag oven på det: den samme kontrol kan være organiseret anderledes på enhedsniveau end på gruppeniveau, og hvem der ejer kontrollen i en gruppe med flere enheder er da ikke ét svar, men en fordeling der kan variere pr. datapunkt.

Fordelingen mellem finans og sustainability spiller også en rolle her. Finans har ofte disciplinen omkring kontroller, sustainability har ofte kendskabet til kilden. Begge er nødvendige, og ingen af afdelingerne kan bære kontrollen alene. Hvordan den fordeling fungerer i praksis, afhænger af hvordan en organisation fordeler ejerskab mellem finans og sustainability — et valg der ikke kommer fra en skabelon, men fra den måde data reelt bevæger sig gennem organisationen.

Hvad det ender med

Spørgsmålet om hvem der ejer kontrollen, kan i sidste ende ikke løsrives fra spørgsmålet om hvilken kontrol et datapunkt egentlig har brug for. Nogle datapunkter kræver lidt — en fast kilde, en simpel regneregel. Andre kræver meget — estimater, forudsætninger, følsomme beregninger der giver et andet billede ved en lille ændring. En organisation der ikke skelner mellem det, bruger lige meget eller for lidt opmærksomhed på alt, og det er sjældent den rette fordeling.

At kortlægge dette — hvilken kontrol der hører til hvilket datapunkt, og hvem der tager den på sig — er arbejde der går forud for hver rapportering og hver diskussion om automatisering. Først når det er klart hvem der ejer hvilken kontrol og hvilken del af den kontrol er rutinemæssig, bliver det synligt hvilken del af det arbejde AI kan overtage, og hvilken del stadig kræver bedømmelse fra en person der kender kilden og konteksten. [Arbejdsscanningen fra FTE TO AI](/) beregner det pr. opgave, baseret på arbejdet som det udføres nu, ikke baseret på hvordan et rapporteringssystem gerne ville se det.