En sundhedsinstitution er for en stor del en ejendomsvirksomhed med en sundhedsfunktion ovenpå. Sygehuse, plejehjem, psykiatriske afdelinger og lægevagtscentraler har hver deres egen energitilslutning, deres eget klimaanlæg og ofte deres egen forvalter. Hvor en kontororganisation kun har med én eller nogle få bygninger at gøre, tæller en sundhedsorganisation nogle gange dusinvis af lokationer, spredt over flere kommuner, hver med en anden alder, en anden isoleringsgrad og en anden energikontrakt. Forholdet mellem hvad der registreres centralt, og hvad der forvaltes lokalt per lokation, ligger derfor strukturelt anderledes end i en sektor med en enkelt virksomhedslokation. Det gør sammenlægningen af energi- og vandforbrug til en øvelse, der begynder med at afklare hvilke lokationer der overhovedet findes, før man overhovedet kigger på et tal.
De fleste grunddata om energi, vand og affald løber via facility- eller ejendomsforvaltningen, og den afdeling arbejder ofte med et andet system end den økonomiske administration. Energifakturaer kommer nogle gange direkte fra leverandøren, nogle gange via et facility management-system, nogle gange via en ekstern part der forvalter ejendommen på institutionens vegne. Hos større sundhedskoncerner er fast ejendom regelmæssigt placeret i en separat fond eller selskab, hvilket betyder at bæredygtighedstallene for sundhedsejendommen ikke automatisk står i samme administration som sundhedstallene. Den, der vil sammenstille forbruget per lokation, skal derfor først vide om det løber via den egen facilityafdeling, via en ekstern ejendomsforvalter, eller via en blanding af begge per lokationstype.
Sundhedsbygninger har en energiprofil, der afviger fra et almindeligt kontor: steriliseringsudstyr, billeddiagnostisk teknologi, luftbehandling med strenge hygiejnekrav og 24-timers belysning på sengeafdelinger trækker konstant strøm. Dette forbrug måles ikke altid separat; på mange lokationer løber det simpelthen med i bygningens hovedmåler. For den der vil forstå hvilken del af energiforbruget der hænger sammen med medicinske funktioner, og hvilken del med kontorfunktioner, er submåling ofte ikke til stede. Det betyder at det første spørgsmål ikke er hvor meget energi en bygning forbruger, men om der findes en opdeling, og hvis ikke, hvilke antagelser der er nødvendige for alligevel at komme til en opdeling.
Sundhedsinstitutioner med hjemmepleje, ambulancetransport eller hjemmesygepleje har en mobilitetskomponent, der kan ligge spredt i administrationen af personalebiler, leasingbiler og egen transport. Kilometergodtgørelsesafregninger løber via HR eller lønadministration, leasingkontrakter via en separat leasingforvalter, og egen vognpark, såsom servicebiler til materialetransport mellem lokationer, via facility management. Hos større hjemmeplejeorganisationer er antallet af kørte kilometer per medarbejder relevant for CO2-aftrykket, men disse data registreres normalt til afregningsformål, ikke til bæredygtighedsrapportering. Følgen er at en del af transportdataene godt nok findes, men i en form og på et sted der ikke er indrettet til at blive lagt sammen.
Sundhedsinstitutioner med egne køkkener, vaskerier eller steriliseringsafdelinger har affalds- og forbrugsstrømme, der ikke forekommer i alle sektorer. Medicinsk affald indsamles og bortskaffes separat af specialiserede virksomheder, med egne rapporteringer, der ligger uafhængigt af den almindelige affaldskontrakt. Vaskeriydelser er nogle gange udliciteret til et eksternt vaskeri, hvorved vandforbrug og kemikalieforbrug ved vasken ikke kan findes i institutionens egne målertal, men i fakturaer og rapporteringer fra leverandøren. Den der vil inkludere disse strømme, skal derfor kigge udover de egne systemer, mod kontrakter og rapporteringer fra eksterne tjenesteudbydere, der nogle gange leverer kvartalsvist og nogle gange årligt.
Kæden af medicinsk udstyr, fra engangsmateriale til apparatur, løber via en indkøbsafdeling, der primært arbejder med kvalitets- og leveringskrav, ikke med miljødata. Leverandører af medicinske produkter giver varierende indsigt i deres produkters oprindelse og miljøpåvirkning, og denne information står sjældent struktureret i sundhedsinstitutionens eget indkøbssystem. For den der vil kortlægge kædeemissionerne af indkøbte sundhedsprodukter, er det første arbejde derfor at kortlægge hvilke leverandører der stiller miljødata til rådighed, og hvilke der ikke gør, før der kan gøres et skøn over den manglende del.
Denne opdeling i fast ejendom, medicinske installationer, transport, understøttende tjenester og indkøb er et udgangspunkt for at se hvor en sundhedsinstitutions bæredygtighedsdata opstår, og hvem der har adgang til det. Samme tankegang, anvendt på en anden sektor, bringer andre knudepunkter frem: i engroshandlen handler det om lagerlokationer og transportstrømme, i fremstillingsindustrien om produktionsprocesser og materialeforbrug, og i uddannelsessektoren om fast ejendom, der opsætningsmæssigt ligger tæt på sundhedssektoren, men uden den medicinske komponent. Overblikket over hvor data opstår er et nødvendigt skridt, men siger endnu ikke noget om hvem der forvalter tallene, i hvilket format de står, og om de kan kobles til en kontrollerbar kilde. Det er arbejdet for Data Readiness Scan: et datapunktregister med lineage per datapunkt, fra kildesystem til rapporteringslinje, med ejerskab og kvalitetsregler tilknyttet. Scanningen er under udvikling; den der er interesseret, kan tilmelde sig ventelisten.
Så snart det er kendt hvor dataene ligger, og hvem der er ansvarlig for dem, følger et andet spørgsmål: hvor meget af indsamlingen, kontrollen og indtastningen kan overtages af et system, og hvor meget kræver stadig menneskelig vurdering. FTE TO AI beregner per opgave hvilken del af arbejdet der kan overtages af AI, et resultat der knytter sig til denne kortlægning, så snart datapunkterne og deres ejere er kortlagt.
Vraag maar waar een datapunt vandaan komt. Dat is meestal de hele vraag.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.