Byggeriet organiserer sig omkring projekter, ikke omkring virksomheden som helhed. Hvert projekt har sit eget team, sin egen underentreprenørkæde og ofte sin egen måde at registrere på. Hvor en fabrik har en fast produktionsproces med tilbagevendende målinger, har en byggevirksomhed en række midlertidige arbejdsforhold, der falder fra hinanden efter afslutning. De data, der opstår under et projekt, forsvinder ofte sammen med projektet: til en arkivmappe, til computeren hos en projektleder, der i mellemtiden er på en anden opgave, eller ingen steder.
Det gør forholdet mellem, hvad der opstår af data, og hvad der ender centralt, anderledes end i sektorer med en kontinuerlig proces. Den største del af den relevante information — materialeforbrug, transportbevægelser, energi på byggepladsen, affaldsstrømme — opstår på stedet og hos tredjeparter, og kun en lille del af det bliver struktureret registreret et sted, hvor man senere kan finde det igen.
Materialeforbrug og oprindelsen af byggematerialer er for mange bæredygtighedsrapporteringer en central del, men data om dette er spredt over leverandørfakturaer, følgesedler og nogle gange kun mundtlige aftaler med en underentreprenør. En entreprenør bestiller beton, stål og isoleringsmateriale via forskellige leverandører per projekt, og ikke alle leverandører leverer samme detaljeringsgrad om oprindelse, CO2-intensitet eller genanvendelsesprocent. Den, der ønsker at vide, hvor meget CO2-belastning der ligger i et års materialeforbrug, skal derfor først vide, hvilke projekter der var i gang, hvilke leverandører der var involveret, og hvilke af dem der leverer data, der er brugbare.
Et byggeprojekt kører ofte på en kæde af underentreprenører: jordarbejde, installationsteknik, indvendig færdiggørelse, elektricitet. Hver underentreprenør har sin egen forretningsdrift, egne køretøjer, eget brændstofforbrug og egen affaldsregistrering. For hovedentreprenøren er dette ofte en black box: der er nok en kontrakt og en afleveringsdato, men ikke nødvendigvis indsigt i de miljødata, der opstår i forbindelse med underentreprenørens arbejde. Dette spørgsmål gør sig ikke kun gældende i byggeriet. Også i installationsbranchen er relevante data spredt over underentreprenører og servicevirksomheder, og den måde, hvorpå ejerskab tildeles der, er et brugbart referencepunkt for byggeriet.
På selve byggepladsen opstår data, der sjældent registreres systematisk: brændstofforbrug for kraner og generatorer, vandforbrug, affaldscontainere der bliver bortkørt. Denne type oplysninger står ofte på papirarbejdssedler, i hovederne hos formænd, eller ingen steder overhovedet. Lignende knudepunkter med fysisk, spredt registrering findes i transportsektoren, hvor kørselsdata og brændstofforbrug pr. køretøj og chauffør registreres. Fællesnævneren er, at data opstår på gulvet eller på vejen, og ikke automatisk finder vejen til et centralt system.
Udover selve byggepladsen løber der et administrativt lag: udlejningsvirksomheder for materiel, kontrolinstanser, energileverandører til byggeskurer og kontorer. Disse parter leverer fakturaer og rapporter, der indeholder relevant information, men den information er ikke mærket som bæredygtighedsdata og skal derfor udtrækkes. Dette ligner situationen i engroshandlen, hvor indkøbs- og logistikdata løber gennem flere systemer, uden at nogen genkender dem som miljødata. I begge tilfælde er det første skridt ikke at samle nye data, men at genkende eksisterende data, der allerede ligger et sted.
Det er fristende at anskaffe en softwarepakke, der skal centralisere bæredygtighedsdata for byggeriet. Men et system, der producerer rapporter oven på en uorganiseret samling af projektmapper, underentreprenørkontrakter og løse arbejdssedler, giver pænere rapporter om tal, hvis oprindelse ingen kan efterprøve. Før et værktøj er nyttigt, skal det være fastlagt, hvilket datapunkt der kommer fra hvilket projekt, hvem der er ansvarlig for det, og via hvilken rute det datapunkt når rapporten. Det er et registerspørgsmål, ikke et softwarespørgsmål.
For en byggevirksomhed betyder dette, at den første opgave ikke ligger i selve rapporteringen, men i at kortlægge, hvor data pr. projekt, pr. underentreprenør og pr. lokation kommer fra, hvem der ejer det, og hvilke kvalitetsregler der hører til det. Dette register findes endnu ikke som standard i sektoren, og opbygningen af det varierer fra virksomhed til virksomhed, afhængigt af antallet af igangværende projekter og i hvilken grad underentreprenører allerede deler data.
Data Readiness Scan er under opbygning. Den, der vil tænke med om dette spørgsmål for byggeriet, eller vil have adgang først, kan tilmelde sig ventelisten.
Når det først er klart, hvilke data der opstår hvor, og hvem der er ansvarlig for det, følger ofte spørgsmålet om, hvilken del af indsamlingen og struktureringen heraf der forbliver manuelt arbejde, og hvilken del der kan automatiseres. Arbejdsscanen fra FTE TO AI beregner pr. opgave, hvor stor en del af arbejdet der kan overtages af AI, og tilbyder på den måde et næste skridt for den, der efter at have ordnet data vil vide, hvor menneskelig indsats stadig er mest nødvendig.
Vraag maar waar een datapunt vandaan komt. Dat is meestal de hele vraag.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.